Førstehjælp er en fantastisk egenskab at have – uanset om man er bilist og bevæger sig ud på vejene i et motorkøretøj eller man blot er på gåben. Der kan nemlig opstå ulykker over alt – og det er kun med den rette viden fra et kursus i færdselsrelateret førstehjælp at man rent faktisk ved, hvordan man skal forholde sig, hvis uheldet skulle være ude.
Førstehjælp er altså en uvurderlig evne, som alle har godt af. Førstehjælp er dog også en evne, som skal holdes ved lige, og det kan man kun, hvis man tager forbi et kursus regelmæssigt. I denne artikel har vi fokus på færdselsrelateret førstehjælp, hvem der skal og bør gennemføre det, hvad det går ud på og hvad resultatet af et kursus er.
Hvem skal tage et kursus i færdselsrelateret førstehjælp?
Et førstehjælpskursus er desværre ikke obligatorisk for alle på trods af den værdi, det kan give os alle som borgere i et velfærdssamfund. Det er dog obligatorisk at gennemføre et kursus i færdselsrelateret førstehjælp, når man går i gang med at tage kørekort – dog kun førstegangserhvervelse. Man kan nemlig ikke få et kørekort, medmindre man har gennemført et 8-timers kursus med fokus på førstehjælp i trafikken og hjerte-lunge-redning.
Hvordan foregår et kursus i færdselsrelateret førstehjælp?
Et kursus i færdselsrelateret førstehjælp bliver undervist af instruktører, der er godkendt af Dansk Førstehjælpsråd – og undervisningen skal også gennemføres i overensstemmelse med undervisningsplanerne udarbejdet af Dansk Førstehjælpsråd.
Undervisning består af i alt 8 timer, hvoraf 4 timer er dedikeret til basal genoplivning og 4 timer er dedikeret til færdselsrelateret førstehjælp. I løbet af de 8 timer lærer man, hvordan man handler hensigtsmæssigt på et skadested, yder basal genoplivning af en person uden vejrtrækning samt hvordan man håndterer fysiske skader, som typisk sker i forbindelse med trafikulykker. Undervisningen er tilrettelagt på en sådan måde, at der er fokus på konkrete, realistiske scenarier, så materialet bliver så livsnært som muligt – og så er der også en masse øvelser forbundet med lektionerne.
Hvad resulterer et kursus i færdselsrelateret førstehjælp til?
Når du har gennemført det 8 timer lange kursus i færdselsrelateret førstehjælp, får du udstedt et kursusbevis af instruktøren – og det er dette bevis, som du skal vedlægge din ansøgning om kørekort. Hvis du ikke gør det, bliver din ansøgning afvist med det samme. Du skal også være opmærksom på, at dit kursusbevis ikke må være ældre end 1 år gammelt på det tidspunkt, du ansøger om kørekort.